søndag den 26. juli 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 1 - Hedegaard del 1



Velkommen til det første eksempel på Krasniks manipulerende journalistik. Her skal vi se på hans interview med Lars Hedegaard, der fandt sted kort tid efter at Hedegaard blev forsøgt myrdet på sin bopæl af en islamistisk ekstremist. Interviewet er formentlig Krasniks mest kontroversielle, men samtidig også et af hans mest roste.

Hvis du har set interviewet, og ikke i forvejen var kritisk overfor Krasnik, så mener du sandsynligvis at interviewet korrekt udstillede Lars Hedegaard som en vanvittig tosse, der tror at vi er under angreb fra en sammensværgelse begået af 40 muslimske statsledere, der har besluttet at ødelægge Danmark indefra, og hvis eneste kilde for denne påstand er en yderst tvivlsom person. Han er associerer sig med flere åbenlyse nutcases; er blevet forladt af sine tidligere meningsfælder på den islamkritiske fløj; og mener nu at vi sågar bør gribe til våben og forsvare os mod den islamiske invasion.
Dette er ikke overraskende. For det var præcis det billede Krasnik ønskede du skulle få. Problemet er bare at det ikke er sandt.

Jeg vil gerne nok engang understrege at jeg absolut går ind for en kritisk og neutral presse – specielt når vi rent faktisk er tvunget til at betale licenspenge til den. En mand som Hedegaard fortjener at blive udsat for et kritisk interview, der giver os et indblik i hvad manden tænker; det var bare ikke det vi fik i Martin Krasniks interview.  Efter at have set interviewet, er jeg på ingen måde blevet klogere på hvad Hedegaard mener og hvorfor han mener det. Det var ikke et sagligt kritisk interview, det var ej heller neutralt i sin fremstilling af Hedegaards holdninger. Det var derimod et interview, der med løgn og manipulation specifikt var sat op til at forsøge at fremstille Hedegaard som en rablende galning.

Gennem hele interviewet fik man en fornemmelse af at det egentlig var lige meget om Hedegaard overhovedet var til stede. Krasnik kunne have fremlagt alle sine kritikpunkter i en "dokumentar" i stedet, og det ville have været samme resultat. Der blev aldrig sat tid af til at dykke langt ned i spørgsmålene før det næste blev disket op. Langt størstedelen af interviewet drejede sig ikke om egentlig kritik af hvad Hedegaard har skrevet, men snarere om blot at finde ud af om Hedegaard opfordrer til vold, hvilke tvivlsomme mennesker han omgås, og hvad andre højrefløjsdebattører måtte mene om ham. Og hele vejen igennem havde Krasnik allerede på forhånd sin egen tolkning af implikationerne af hans spørgsmål – uanset hvad Hedegaard svarede.

De fleste af Krasniks spørgsmål omhandlede meget specifikke detaljer, bl.a. til en fodnote i bog, der er over 10 år gammel, og hvor Hedegaard i øvrigt kun var medforfatter. Hvis ikke man giver den interviewede mulighed for at forberede sig på den slags spørgsmål, så kan man på ingen måde forvente et godt svar, og det ved Krasnik udmærket godt. Men så igen, Krasnik var nok næppe interesseret i at høre et forberedt svar fra Hedegaard.

Jeg skal ikke lægge skjul på at Hedegaard klarede interviewet rigtigt skidt, men det kan ikke understreges tydeligt nok, hvor ekstremt svært det er at blive interviewet på denne her måde – specielt når man ikke er forberedt på hvad der bliver spurgt ind til. Mange af spørgsmålene var af den karakter, hvor man skal tænke sig meget godt om før man svarer, da svarene meget let kan opfattes forkert. Det var spørgsmål som Krasnik stillede netop fordi de er svære at svare på, snarere end fordi deres svar giver en vigtig indsigt i Hedegaards holdninger.

Gennemgang af interviewet – del 1:


For at vise at der er hold i min anklage mod Krasnik bliver det nødvendigt at gennemgå interviewet minutiøst. I den forbindelse kommer jeg til at referere til interviewet, som kan ses i denne youtubevideo. Jeg vil anbefale dig lige at se interviewet igennem engang, før du læser videre.




[00:00] til [6:55] Interviewet starter sådan set rimeligt nok. De snakker om attentatet på Hedegaard. Jeg kan godt se at Krasnik måske kan virke en anelse usympatisk, men jeg kan egentlig ikke forstå hvorfor at Aia Fog senere i det opfølgningsinterview, der blev lavet med Krasnik efterfølgende, lige netop valgte at fremhæve dette aspekt af interviewet. For mig at se er alt fint nok indtil videre.

[6:55] til [9:20] Her begynder Krasnik at snakke om Hedegaards holdninger til hvorvidt uddannelsesinstitutionerne og medierne er blevet "islamificerede" (læg mærke til at dette er Krasniks egen formulering). Det kan virke som et lidt pudsigt sted at starte interviewet, men whatever.
Bemærk at Krasnik egentlig ikke er interesseret i at høre Hedegaard uddybe hvorfor han mener at institutionerne er inficerede, eller om han kunne give konkrete eksempler. Tilsyneladende er det tilstrækkeligt for Krasnik blot at konstatere at Hedegaard mener at pressen er inficeret – som om det ligesom er nok i sig selv. Hvem har brug for et opfølgningsspørgsmål omkring hvorfor manden tror at store dele af medierne er inficerede af islam? Denne overbevisning er jo så åbenlyst tåbelig, at det tilstrækkeligt blot at konkludere, at hvis manden mener det, så må det rable for ham.
Til trods for de manglende opfølgningsspørgsmål får Hedegaard dog alligevel selv slået fast, at han mener det er fordi at en stor del af pressen ikke har indset at vi er "under angreb fra en magt der ønsker at undertvinge os" og at pressen ikke forsøger at "beskrive sandheden" om islam.

[9:20] til[10:45] Her indleder Krasnik den næste sektion af interviewet med det retoriske spørgsmål om "hvad man så skal gøre ved det?" (underforstået at vi altså er under angreb).  Hvorefter han går videre til et citat fra Hedegaard omkring oprettelsen af "parallelle institutioner". Hedegaard forklarer dernæst, at han egentlig blot mener private alternativer til det offentlige – dette var tydeligvis ikke helt hvad Krasnik havde håbet på. "Det er der jo ikke noget odiøst i?", siger han.

[10:45] til [15:50] Nuvel, Krasnik hopper derfor fluks videre og begynder at snakke om et kontroversielt interview, hvor Hedegaard siger at han tror de ansvarlige politikere kunne blive udsat for samme behandling, som nazi-kollaboratørerne fik efter anden verdenskrig. Krasnik anklager Hedegaard for med denne udtalelse at fremsætte en "skjult trussel".

Lad mig lige starte med at slå fast at det helt klart er vigtigt at understrege at Hedegaard ikke var klar over at dette interview senere ville blive offentliggjort. Hvordan i al verden kan man så bruge interviewet til at anklage manden for at opfordre til vold, når han intet andet sted har skrevet om det?
Ydermere, så er sætningen taget fuldstændig ud af kontekst, og det er for seeren på ingen måde muligt at vurdere hvorvidt denne udtalelse er en skjult opfordring til vold, eller om det blot er Hedegaards gæt på hvad worst case scenario kunne være.
For Krasnik er det her imidlertid irrelevant, ligesom det ligeledes er irrelevant at Hedegaard konsekvent benægter at han har opfordret til vold og i øvrigt skulle gå ind for det. Ikke desto mindre bliver Krasnik ved med at bore i emnet, og snakker om at Hedegaard i samme interview gav udtryk for at han mente vi skulle lade os inspirere at modstandsbevægelsen. Igen har vi ingen fornemmelse for konteksten bag denne udtagelse. Hedegaard siger selv at det ikke er kommet dertil endnu, og at det først er den dag vi har mistet vores frihed. Og kan man virkelig være uenig i det?
Hvis vi en dag skulle miste friheden, a la hvad der skete under anden verdenskrig, er det så ikke legitimt at gribe til våben? Krasnik gør dog meget ud af at prøve at få det til at fremstå som om at Hedegaard allerede nu går ind for at vi skal gribe til våben, til trods for at Hedegaard holder fast i det modsatte.

[14:25] Krasnik: "Men hvorfor tale om modstandsbevægelse, ulydighed, kollaboratører og frihedskæmpere, hvis der ikke ligger et eller anden underliggende signal i det du siger, om at man skal gribe til meget aktiv modstand."

Og senere

[15:15] Krasnik: "Nu kommer jeg med flere citater, der tilsammen danner et billede af en ... jeg vil ikke engang kalde det implicit, det er vel en ret eksplicit opfordring til at man griber til anderledes aktive midler end man kender i dag."

Tja, der tegner sig i hvert fald et billede af at Krasnik er ved – meget eksplicit – at anklage Hedegaard for at opfordre til vold på basis af det rene ingenting.

Og kort tid efter...

[15:25] Nævner Krasnik igen "parallelle institutioner", hvor Hedegaard skyder ind at han allerede har forklaret, hvad han mente med dette. En skam at Krasnik allerede har glemt dette og nu tillægger sin egen tolkning af det – tydeligvis i forsøget på at få Hedegaard til at fremstå ekstremistisk.

Krasnik har håndplukket udtalelser fra ét enkelt interview – som Hedegaard ikke havde tiltænkt offentligheden – der højst sandsynlig drejer sig om hvad Hedegaard forventer kunne være worst case outcome af konflikten, som han ser den. Dette bruger Krasnik så til at få Hedegaard til at fremstå som om han opfordrer til vold.
Er dette en fair fremstilling af mandens holdninger? Er det hvad folk kalder et sagligt kritisk interview? Og hvorfor bruge en så forholdsvis stor mængde af interviewet til at forhøre Hedegaard omkring bestemte udtalelser han har lavet? Hvad var problemet med bare at spørge ham om hvorvidt han mener vi skal gribe til våben? Så kunne Hedegaard have svaret hurtigt nej, og vi kunne komme videre til de spørgsmål, der rent faktisk var relevante, hvis vi skulle vide noget om hvad manden tænker.

En kommentar omkring Breivik:


Her nævner Krasnik ikke direkte Breivik, men det gjorde han i indledning til interviewet, hvilket falder fint i tråd med hans senere anklage om at Hedegaard opfordrer til vold.

Det overrasker mig at denne stil for kritik af den yderste højrefløj går for at være et sagligt argument. Hvis du er blevet "citeret" af Breivik, så er det åbenbart et "bevis" for at du opfordrer til vold. Der er derfor ingen grund til at modargumentere noget som helst af hvad du rent faktisk siger. Nej nej, Breivik citerer dig, ergo er du rablende gal – end of argument.

Det er lige meget at de tre steder hvor Breivik har "citeret" Hedegaard, der citerer han rent faktisk en helt anden person, der så i sin skrivelse har citeret Hedegaard (citatception om du vil); så der kan med god grund sås tvivl om hvorvidt Breivik overhovedet har læst noget som helst af det Hedegaard har skrevet. Det er også lige meget at Breivik i øvrigt har citeret en lang række andre personer – såsom Churchill (24 gange), Orwell (13 gange) og Mark Twain (5 gange) – vi normalt betragter som noble personer. Og det er selvfølgelig komplet ligegyldigt at ingen af de steder, hvor Hedegaard bliver citeret, opfordrer han til vold. Husk på at den gennemsnitlige seer ikke er klar over nogle af disse "ubetydelige" detaljer; anklagen får bare lov at svæve for sig selv.

Jeg kan godt se at man kan inspirere gale mennesker ved at ytre skarp kritik. Men med mindre du har opfordret direkte til vold, så er du på ingen måde ansvarlig for hvad disse mennesker hitter på. Dette er almindelig sund fornuft i alle andre områder af vores diskurs – bortset fra islam/indvandre-kritik. Prøv at forestille dig hvis vi skulle til at holde venstrefløjen, og dens evindelige dæmonisering af banksektoren, ansvarlig for at bankansatte nu i stigende grad oplever at blive truet og chikaneret.

Eller prøv at forestille dig hvis en imam blev introduceret til et interview med noget i retning af "Og vi stiller nu om til et interview med imamen John, der til dagligt prædiker at denne bog [holder koranen frem] er en perfekt og ufejlbarlig bog. Bogen er blandt andet citeret adskillige gange af Osama Bin Laden og har inspireret til terrorangrebene 11.september og 7.juli, samt utallige andre angreb hvor uskyldige civile er blevet brutalt myrdet. Velkommen til!"
Hvorfor hører vi ikke den slags introduktioner? Koranen indeholder trods alt direkte opfordringer til vold mod vantro, så argumentet burde da om noget være gældende her?

Krasniks agenda er efterhånden begyndt at blive tydelig i interviewet. Både for os som seere og for Hedegaard selv, der på nuværende tidspunkt ikke helt ved hvad han skal stille op.

Men bare rolig. Det bliver da selvfølgelig langt værre.

Fortsættes i del 2...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar